Hvordan fik du ideen til Smertensbarn?
To ting. For det første boede jeg og min mand og vores dengang 1-årige søn et år i udlandet. Vi boede bl.a. et halvt år i Irland, hvor vi så en del til den irske kultur, og hvordan deres land stadig er mærket af mødet med danske vikinger og landets kristning, der skete langt tidligere end i Danmark.. Det danske vikingeskib Havhingsten stod i Dublin, mens vi var der, og vi var rundt og se Tara og andre gamle keltiske knudepunkter. Den inspiration levede videre og blandede sig med en anden lidt mærkelig ting, nemlig:

Da jeg gik på universitetet, skrev jeg en stor semesteropgave om vampyrens udvikling i litteraturen. Så selvfølgelig var jeg nødt til at læse Twilight … men jeg skal skynde mig at sige, at jeg kun læste den første.

Jeg synes, kærlighedshistorien i Twilight er virkelig, virkelig vellykket til sin målgruppe. Den er sød og intim og en lille smule fræk, og da jeg læste den, kom jeg til at tænke på bogen “Frontløberen,” som var MIN ungdoms Twilight. Den handlede om en talentfuld løber, der blev boykottet fra OL, fordi han havde et homosexuelt forhold til sin ældre træner (og til sidst bliver han skudt). Jeg tror på, at der er et reelt behov for at sidde og teste og lege med sine rødmende teenagerfølelser uden at skulle dele dem med sine veninder eller sin mor. Og derfor er bøger generelt og Twilight god. Det er ok, at forelske sig lidt i Edward. Og så længe, man beholder det for sig selv, bliver man ikke til grin og kan øve sig lidt med at tumle følelsen.

Problemet med Twilght i mine øjne er bare, at Edward er ufattelig kedelig som vampyr. I de gamle vampyrbøger var vampyren farlig, og det store spørgsmål var, om han fortærede heltindends sjæl, når hun overgav sig til ham. Sådan er det på ingen måde med Twilight. Jeg tror aldrig på, at, Bellas sjæl er i fare. Det store spændingspunkt er ikke engang OM vampyren kysser hende, men hvornår han gør det. Det er ikke til at bære. Og på den måde lider vampyren som figur en trist, trist og tandløs skæbne.

Smertensbarn handler på ingen måde om vampyrer, men Twilight gav mig lyst til at prøve kræfter med en kærlighedshistorie i et fantastisk univers, kombineret med, at pigens ‘love interest’ skulle være reelt farlig og ikke ‘bare’ en my little pony-vampyr, der glitrer i solen.

(Og jeg håber virkelig, at alle Twilightfans, der læser dette kan tilgive mig, at jeg disser jeres yndlingsbog. Jeg synes som sagt, at flere elementer i den er misundelsesværdigt vellykkede, og jeg synes på ingen måde I er dumme, fordi I kan lide den!)

Hvor mange bind kommer der i serien? 
Jeg er lidt usikker. Der kommer 4, måske 5. Det kommer an på, hvor meget fortællingen griber om sig. Men jeg ved allerede nu, hvad hovedlinjerne i de kommende bind skal være, og jeg ved også  hvordan serien ca. skal slutte. Jeg siger det bare ikke til nogen.

Hvornår kommer næste bind? 
Bare jeg kunne sige det. Jeg går meget snart i gang, og jeg GLÆDER mig til at skulle i gang. Men det tager lang tid at skrive en bog. Og når den er skrevet, skriver jeg den igennem igen mange, mange gange, før jeg slipper den løs i virkeligheden.

Har du researchet meget om Vikingetiden?  Er Smertensbarn en historisk roman?
Jeg har researchet en del, og jeg har haft min gamle veninde,Alex Uth, der er reenactment-viking i sin sommerferie og både har fungeret som skjoldmø og farverkone, til at læse mit manus og rette de værste svipsere. Men Smertensbarn er ikke en historisk korrekt roman. Man kan ikke læse Smertensbarn og så tro, man nu ved lige præcis, hvad der foregår i vikingetiden, for der er også meget, jeg selv finder på undervejs. Man kan måske sige, bogen er skrevet i. Gyriths by findes for eksempel ikke i virkeligheden, og byer på lige præcis den her størrelse var virkelig sjældne, hvis de overhovedet fandtes.

Der findes romaner, hvor de historiske detaljer fylder så meget og er så præcise, at jeg synes, det bliver en hæmsko for historien. Pludselig kan det føles, som om man ikke læser en bog, men nærmere er på museuem, og som om det er detaljerne og ikke hovedpersonen, der har været vigtigst for forfatteren. Det er bagsiden af at researche til sine bøger. Det er fedt at bruge det som inspiration og til skelet for fortællingen, men man skal også vide, hvornår man skal stoppe igen. Der behøver ikke være plads til alt det, man har researchet i de bøger, man skriver. Jeg håber, jeg har fundet den rigtige balance i Smertensbarn, og at jeg ikke får alt for mange vikingeeksperter på nakken.

Hvorfor er de nordiske guder anderledes, end de plejer at være?
For nogle år siden var jeg med til at ideudvikle på Jul I Valhal, julekalender for TV2 (sammen med Merlin Mann og Lene Kaaberbøl). Den endelige version af julekalenderen blev en del anderledes end vores oplæg, men jeg har det alligevel, som om, jeg har en aktie i, at de gamle guder er blevet enormt hyggelige og ufarlige stereotyper med årene. Thor er en bulderbasse, der drikker lidt for mange øl, og Loke er en luskefrans, men alligevel god nok på bunden. Freja er smuk og god og blid med et lille touch af temperament. Jeg har dårlig samvittighed på gudernes vegne. Jeg synes, jeg skyldte dem, at lave et eller andet, hvor de så at sige fik deres nosser tilbage: Hvor de er farlige, og man tilbeder dem af en helt konkret grund: Nemlig for at undgå, de dukker op og ødelægger liv og livsbetingelser for dem, man holder af.

Jeg ved godt, Freja generelt beskrives som blid og kærlig, og at mange gudefans vil have det mærkeligt med, at hun er skurken i min roman. Men er billedet af den evigt tilgivende Freja ikke en kristendomsgørelse af hende? Hvad nu hvis hun IKKE var sød og rar. Hvad nu, hvis det var bange mennesker, der beskrev hende som smuk og flink for at please hende? Det er den tanke, jeg leger med, og den synes jeg faktisk er ret spændende.

Hvorfor snakker de så moderne i Smertensbarn? Sådan talte man da ikke i Vikingetiden?
Nej, man sagde nok ikke narrøv i Vikingetiden.  🙂 Men det sjove er jo, at man heller ikke nødvendigvis sagde “Vær Hilset, Høvdingejomfu” eller ‘”Jeg ihukommer intet om en sådan aftale.” Læserne og forfattere er bare ligesom blevet enige om, at det er ‘den rigtige’ måde, når man skriver fantasy eller mytiske fortællinger.

Når jeg begynder på en roman, prøver jeg at give mig selv nogle udfordringer i skriveprocessen, og i Smertensbarn arbejder jeg en del med sproget og på bevdst at gøre det (mere) moderne. Jeg synes, det falske opstyltede sprog meget let bliver en klods om benet på personer og fortælling, og at det i det lys er bedre at gøre det tydeligt, at sproget netop ikke er autentisk i stedet for at lade, som om det er. En af pointerne i Smertensbarn er netop, at Gyrith slås med ting, som helt almindelige nutidige piger også slås med. Selvfølgelig havde man også kærestesorg og var angst eller lykkelig i vikingetiden. Og jeg tror faktisk også, at vikingepiger blev virkelig vrede og kaldte deres mor ‘narrøv’. De brugte nok bare et vikingeord for det, som vi ikke længere kender til.