For at sige det kort. Og kort er også vurderingen. ‘Smertensbarn’ er et brag af en bog! (…) Mette Finderups personer lever rigtigt denne gang. Nærmest rigeligt og med dobbelt bund. Og Gyrith er en tonstung hovedperson at bære videre på.
Mens alt dette sker er landsbyens mænd på togt, og det bliver ikke bedre, da de kommer hjem.
Dette første bind slutter midt i en ny sørejse. Forud er gået et usædvanlig veldrejet plot, som veksler imellem rå action og en fin fornemmelse for stemninger og samvær.
‘Smertensbarn’ indledes med et længere skænderi imellem Gyrith og hendes mor, der anslår tonen af hemmeligheder, anelser og vildskab.
Sproget sprudler. Mette Finderup forsøger ikke at tale viking’sk. Hun introducerer også ordet ‘narrøv’. Der er kun ganske lidt belæring. Hele historien stikker dybt. Også da loverboy Balder dukker sælsomt op i krattet. (Steffen Larsen, Politiken)
———————-
Mette Finderups roman om vikingedatteren Gyrith er voldsom og fængslende. Meget hurtigt udvikler historien sig til at være en uhyggelig og mørk fortælling om den barkse gudinde Frejas hævn på den uhyrligt stædige 14-årige Gyrith. (….) Det er en vild, blodig og farlig fortælling, som hæver sig gevaldigt op over mængden af andre fantasyfortællinger. (Damian Arguimbau, Weekendavisen)
———————-
Storlæsende piger fra 11 år vil sluge denne spændende roman fra vikingetiden. Den flotte forside går hånd i hånd med det lækre layout og den pirrende titel. (…) Den har det hele, denne første del i ny serie fra den kendte og populære forfatter: drama, kærlighed, en sej tøs i hovedrollen, et flydende og nutidigt sprog og overraskelser hele vejen igennem. (…) Gyrithe virker levende og nutidig i sin powerpige attitude, og hun er lige til at spejle sig i for målgruppen, som får rigtig meget nordisk gudetro og vikingestemning med i købet. (…) Bogen er rigtigt godt skruet sammen og det fra første side. En bog, man læser i et stræk, og som jeg kommer til at anbefale til rigtigt mange. (Uddrag fra Bibliotekernes lektørudtalelse)
———————-
Litteratur bliver ofte negligeret, hvis det er plot-drevet eller skrevet til unge. Det er en fejl. For der er ikke nogen tvivl om, at værker som dette virkelig kan noget rent litterært. I dette værk bliver et skånselsløst drama oprullet for læseren i den ene knivskarpe sætning efter den anden og hvis man vil følge med tiden og med Mette Finderup, ja, så skal man ikke være alt for forstokket: Det er en roman der simultant er loyal overfor sin genre og samtidig udfordrer den. (Mette Christensen har skrevet en lang anmeldelse af den slags, en forfatter får våde drømme af at få, og som det er svært at skære i. Du kan læse den i hele sin længde på Littuna.dk)
———————-
En virkelig god bog, skrevet med Mette Finderups altid gode, direkte og flydende sprog, og begivenhederne er beskrevet godt og detaljeret, uden på noget tidspunkt at blive kedelig.Vi ser frem til fortsættelsen. (Marianne Withen, Boghandleren på Godthåbsvej)
———————-
Historien om Gyrith og de grumme guder minder på nogle punkter om Bella og Edward i Twilight-serien: Kærligheden er forbudt, men det bliver den kun endnu stærkere af. Mette Finderup skriver med mere kant. I hendes dystre kærlighedsfantasy er der tale om forelskelse, der kan ende rigtig galt. Jeg ser frem til, hvor galt det kommer til at gå i de næste bind. (Emil Blichfeldt, Weekendavisen)
———————-
Gyrith er teenager på godt og ondt. Der er ikke den store forskel på de tanker og følelser, Gyrith tumler med i vikingetiden, og dem vi selv oplever i dag. Dette virker rigtig godt og på intet tidspunkt utroværdigt. Det gør bogen nærværende, realistisk og spændende og man lever sig virkelig ind i de smukke og detaljerede beskrivelser. Det er på mange måder en psykologisk roman, som er god til at vise flere synspunkter. Man får sympati med stort set alle af bogens karakterer, også i situationer hvor deres handlinger og mål er modstridende, fordi man får en forståelse for, hvorfor de tænker og handler som de gør. Det er rigtig flot skrevet. (Boggnasker, der har bragt en meget lang anmeldelse. Læs den her)
———————-
Virkelig en fremragende bog, som på trods af sin tidsalder, er skrevet i et ganske up-to-date sprog og dermed gør den frisk og fræk. Sproget er meget direkte og flyder let, og begivenhederne er beskrevet godt og detaljeret, uden på noget tidspunkt at blive kedelig. Jeg ser helt klart frem til fortsættelsen. (Rikke Andrup Jensen, Goodreads)
———————-
En fantastisk bog, der fordeler kærlighed, lyst, sorg, familie og spænding. Jeg blev holdt til ilden og læste hen over hvert eneste punktum. Personerne er godt beskrevet, og specielt Gyriths tanker og handlinger overbeviste mig om, at hun er et levende og tænkende menneske. Ingen Mary Sue’s her! Personerne har mange lag, og jeg følte altid, at jeg manglede et eller andet for at kunne regne dem ud. Tempoet er også rart at følge med i, uden at det bliver uinteressant. (Amalie Kejser-Nielsen, Facebook, Gyldendal Ung)
———————-
Smertens barn, er en rigtig god og velskrevet ungdomsbog, der indeholder spænding, kærlighed og sorg. Gyrith og trekantsdramaet mellem den fremmede og en træl fra byen er forfriskende, og det er interessant, at man langsomt gennem bogen opbygger et større og større kendskab til mændene uden egentlig at finde ud af, hvem de i virkeligheden er (…)
Personligt har jeg en forkærlighed for den nordiske mytologi, og nyder derfor specielt meget at læse denne bog. Jeg ser med glæde frem til at følge Gyrith i de næste bøger, og er spændt på, hvilke problemer Gyrith render ind i, og hvordan hele hendes kærlighedshistorie ender. (Mia Smidt Clausen, Facebook, Gyldendal Ung)
———————-
I nogle bøger er hovedpersonen så ekstremt god, sød og rar, at man ikke kan andet end at holde af dem. Sådan virker Gyrith ikke og især hendes meget firkantede syn på trælle fik mig til at føle uvilje over for hende. Men det var aldrig så meget, at jeg decideret ikke brød mig om hende, og jeg må erkende, at det på sin vis giver karakteren ekstra dybde, at hun også har en side, man ikke holder så meget af (Kirstine Moser Bøhme, Facebook, Gyldendal Ung)
———————-
Mette Finderup har skrevet en anderledes vikingebog. Gyrith prøver på at finde sin plads i verden. Det er ikke let. I sær ikke når man er egenrådig og har sin egen ide om, hvordan det hele skal være. Gyrith er så stædig og egenrådig, at man skiftetvis er irriteret på hende, eller synes hun er sej.
Guderne i bogen er frygtindgydende og ikke særlig rare. Det er forfriskende og giver historien drama og kant. Det kan jeg lide!
Og så er der kærligheden. Den flotte fremmede i skoven som får Gyriths hjerte til at banke… Men måske er det ikke et helt ufarligt bekendtskab?
Mette Finderups serie Den grønne ø kommer godt fra start. Jeg glæder mig til at læse bind to, der efter planen udkommer næste år. (Rikke Dyrhave Nissen på Æseløre.dk)