– Hvorfor fortælle en enkelt historie, når man kan fortælle 20?

Udkommet marts 2009 på Gyldendal. 240 sider.
Blink er oversat til Svensk, tysk, fransk og hollandsk

(Hvis du er interesseret i at læse fraklipskapitler fra bogen, kan du klikke her) 

I 2007-2008 var jeg ude at rejse i et år. Først 3 måneder i San Francisco, hvor jeg fik ideen til Blink. Så 5 måneder i Dublin, hvor jeg skrev bogen. Og til sidst 3 måneder i Boston, hvor jeg redigerede den. Jeg lavede meget andet det år – skrev andre bøger og fik mange ideer. Men Blink blev noget særligt, fordi det blev den bog, der var med ‘hele vejen’.

Hver gang, jeg laver en ny bog, forsøger jeg at formulere en udfordring til mig selv, for ikke bare at lave ‘det jeg plejer’. Med Blink var udfordringen at lave en kærlighedsroman, der viste mange forskellige måder at være ung og forelsket på, og hvor formen var en multiroma som filmene ‘Short Cuts’ og ‘Love Actually’, hvor der ikke er én, men mange hovedpersoner, hvis skæbner flettes ind i hinanden i løbet af fortællingen. Resultatet er blevet en ungdomsroman (advarsel: med SEX i), hvor man kan læse de fleste kapitler selvstændigt som noveller, men hvor man alligevel får noget særligt ud af at læse romanen fra ende til ande.

Bogen begynder i Hirtshals, hvor Kasper møder sin gamle klassekammerat Amanda, og de sammen flygter fra hendes fulde og jaloux kæreste, fiskeren Nicklas. Flugten går ned gennem Jylland, hen over Fyn og Sjælland og ender ved Møns Klint. Fordi jeg sad i udlandet og skrev bogen, var jeg nødt til at vælge steder i Danmark, som jeg kendte, for jeg havde ikke mulighed for lige at rejse derhen og tjekke, hvordan, der så ud. De fleste steder, er det ‘rigtige’ steder, jeg skriver om: Chaplin i Viborg, Stengade i København, og Hitshals Kro findes (min mormor og morfar boede i Hirtshals), og den lejlighed, Signe bor i i Hjørring var i virkeligheden min mors onkels. Men enkelte steder har jeg også fundet på, som kjoleforretningen i Stege.

Da jeg lagde hænderne i kløerne på mine to dygtige redaktører, ville de gerne gøre den mindre. De syntes, der trods alt var FOR mange personer at hitte rede i. Jeg var faktisk ikke helt enig, men jeg ved jo godt, at jeg som forfatter kan blive blind for den slags, fordi jeg selv har arbejdet så meget med min historie, at jeg kan den ud og ind, så jeg besluttede at lytte til deres råd og skære. Det var imidlertid ikke nemt, når nu alle kapitlerne hænger sammen på kryds og tværs, men til sidst fik vi klippet seks kapitler fra.