Alfahun

Udgivet på Alinea 2020. 230 sider.

Actionhistorie om vrede piger og bandekrig på Nørrebro

På Nørrebro bor Vanessa. Hun er leder af en pigebande, der stjæler, truer og slår sig til det, de vil have. Ved siden af forsøger Vanessa at klare sin gymnasieuddannelse, men det er svært at holde styr på det hele, og da hun får en ugeopgave, overtaler hun klassens kiksede, men svinedygtige pige, Lærke, til at lave opgaven for sig, og som betaling får hun en Guccitaske til 50.000, som Vanessas bande har stjålet.

Lærke har intet at bruge en mærketaske til, men hun kan godt bruge pengene, for hun drømmer om at stikke af fra det hele. Fra alt fnidderet, magtkampene, larmen og balladen på Nørrebro – helt over til Jylland, hvor hendes farfar bor, som hun kun har set en enkelt gang i sit liv. Hun kunne også godt tænke sig at få skovlen under Vanessa, og ugeopgaven er hendes chance for at gøre begge dele på én gang.

Det er Vanessas to vigtigste håndlangere, Jamilla og Michelle, der får opgaven med at skaffe tasken. Jamilla er i problemer derhjemme, fordi hendes meget gammeldags far er bekymret for, hun bliver for dansk og har sat hendes storebror til at overvåge hende, og Michelle slås mest af alt med sig selv. Hun har et stort problem med vrede. Hun tænder alt for let af, og ikke engang det aggressionskursus, kommunen har sendt hende på, har hjulpet. Hvis ikke, hun får styr på sig selv, ved hun, politiet og fænglet venter lige om hjørnet.

Alfahun er en vild bog med atypiske pigeroller. De fire hovedpersoner har meget forskellige drømme, og det er med at have tungen lige i munden, for teksten er ikke skrevet kronologisk.