De 100 første ting om Mette

 

Mette har tidligere (cirka 2010) skrevet 100 andre linjer om sig selv. Selvom det er længe siden, må du stadig gerne læse dem. 

01    Jeg hedder Mette, men jeg føler mig ikke sådan.

02    Jeg har været meget tæt på at skifte navn, da jeg var teenager af samme grund, men gav op, fordi jeg skulle søge om det, jeg ville hedde i stedet for Mette.

03    Og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med min mands efternavn.

04    Jeg har opkaldt min søn efter en tegneseriehelt.

05    Jeg blev en stor Deep Purple fan i en alder af ca. seks år.

06    Det er jeg stadig.

07    Jeg er vokset op i en slikkiosk.

08    og har haft betalt sommerferiejob fra jeg var otte år. Jeg trak en pony rundt med små børn på.

09    Det var hårdt de dage, hvor jeg hellere ville sidde hjemme i tørvejr og se Wimbledon.

10    Jeg holdt med John McEnroe.

11    Når issæsonen var slut, fik jeg alle de sodavandsis, der ikke var blevet solgt med hjem i fryseren.

12    Jeg fik et penalhus formet som en guitar af min fraskilte far, den dag jeg startede i skolen.

13    Når jeg ser på de tegninger, jeg lavede, da jeg var 14-15, ser jeg et talent, jeg ikke så dengang.

14    Jeg bliver en smule ked af, at der heller ikke var andre, der så det og sagde det til mig dengang. Nu er det så uoverskuelig at genfinde det.

15     Jeg havde ikke nogen “bedsteveninde” før i syvende klasse.

16    Hun flyttede kort efter, fordi hendes far kom med i Politiets rejsehold. Jeg tænker stadig tit på hende

17    Set i bakspejlet havde min matematiklærer en stor aktie i, at jeg blev et ordentligt menneske.

18    Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17.

19    Jeg havde kyssesyge gennem det meste af tredje g og måtte ikke drikke spiritus. Det var dælme nederen.

20    Til gengæld måtte jeg heller ikke have idræt pga kyssesygen, og det var fedt!

21    Jeg fik en skriftlig advarsel, fordi jeg havde for meget fravær i fransk

22    Til gengæld fik jeg et legat for at være en af de to mest aktive på min årgang med alt det, der ikke handlede om skolen. Musical, avis, kor, you name it.

23    Jeg fik mildt mavesår, da jeg var ca 18.

24    da holdt jeg op med at drikke kaffe.

25    Men jeg er så småt begyndt igen ... i den milde ende med Mocha. Mmmm.

26    Jeg kom ikke ind på journalisthøjskolen, fordi jeg misforstod linjeafstanden og skrev dobbelt så meget, som jeg skulle til prøven.

27    I stedet blev jeg litteraturhistoriker.

28    Jeg har læst en masse store klassikere og elsker Austen og Dostojevski, men hader Joyce.

29    I mange år gav de store døde mestre mig så meget præstationsangst, jeg ikke turde skrive selv.

30    Da jeg var uddannet, arbejdede jeg et år i en boghandel. Det var hårdt, men også enormt sjovt og lærerigt.

31    Jeg blev hentet til forlaget Benjamin som udvikler, efter jeg havde været tordnende oppe at skændes med ejeren over en middag.

32    Han ringede et halvt år senere, og havde ‘brug for en, der turde sige ham imod’.

33    Resultatet blev “Woman.” Men jeg føler ikke længere, det er det blad, jeg udviklede. Nu skriver de ‘Numse’ i stedet for ‘Røv’.

34    Jeg fløj for første gang, da jeg var ca 25.

35    Det var da, jeg havde vundet en tur til Los Angeles ved at spille Magic the Gathering.

36    Jeg vandt kun to turneringer i min tid som aktiv magicspiller.

37    Den anden var den, hvor man kun måtte spille med de grønne kort.

38    Jeg havde en komplet samling af grønne kort - inkl. en ‘Bersærk’ i betaudgave.

39    Da jeg solgte samlingen, fik jeg 11.000 kroner for den.

40    Jeg brugte langt de fleste af dem på en ny futonseng.

41    Men min mand synes futoner er onde og hårde.

42    Så nu har vi en boxmadras fra Ikea, men den står trods alt stadig på futonstellet.

43    I Los Angeles-turneringen fik jeg bank af en lillebitte 17-årig svensk dreng.

44    Siden har jeg fløjet 20-25 steder hen i verden og tilbage igen. Tre gange mere til USA.

45    Men jeg er stadig bange for at flyve.

46    Jeg kan ikke forstå, hvordan så stor en maskine kan holde sig i luften med al den bagage,

47    men jeg har besluttet mig for, at det er ok at være bange, når bare det ikke stopper mig fra at tage af sted.

48    Jeg har altid haft flest mandlige venner.

49    Men nu begynder de at gifte sig med gode kvinder, som jeg også lærer at kende.

50    Jeg mødte min mand første gang, da han gik i 1. g og jeg i 3. på samme gymnasium

51    Han var sådan en, alle pigerne syntes var vildt lækker.

52    Vi blev venner, da han gik i tredje g, hvor vi begyndte at spille rollespil sammen.

53    Men vi blev først kærester 15 år senere

54    Han er sådan en, jeg synes er vildt lækker

55    Når jeg har høje sko på, er jeg fem kilometer højere end ham

56    Jeg er den lykkelige ejer af Johnny Depps autograf (‘Mette is the best’ står der på den)

57    Og jeg har engang spist aftensmad med Neil Gaiman

58    Han fortalte mig, at David Bowie fortæller dårlige vittigheder

59    og at jeg skulle tage og droppe mit dayjob og begynde at skrive

60    Det gjorde jeg så. Men først efter at have snakket med en god ven om risikoen med at leve i et smørhul: Man kan drukne i det.

61    Jeg elsker at lave mad

62    Men jeg har en barriere omkring sovsen

63    Jeg elsker også at have gæster

64    Til nytårsaften 2000 var vi 33 til spisning på 100 m2

65    Vi sad ved tre borde i tre forskellige stuer. Og vi havde lavet fire retter mad i det lille bitte køkken.

66    Jeg drikker ikke øl.

67    Jeg faldt i tønden som teenager.

68    Faktisk drikker jeg ‘for lidt’ efter jeg har fået en søn.

69    Tømmermændene er simpelt hen for grimme, når man bliver vækket klokken 7 dagen derpå.

70    Jeg kan godt se en udfordring i at pleje venskaber, efter man har fået børn.

71    Men jeg har tænkt mig at tage den op og vinde.

72    Jeg er et meget bedre menneske, når jeg er udhvilet, end når jeg er træt.

73    Men har på den anden side klaret søvnunderskudet i forbindelse med et barn bedre end frygtet.

74    Men jeg ville stadig uden tøven hyre en Nat-nanny, hvis jeg havde råd.

75    Jeg har ikke kørekort, men kunne godt tænke sig en kæmpespand af en Honda.

76    Jeg ville virkelig gerne være bedre til at skrive på engelsk.

77    Og jeg ville gerne lære at svømme

78    og at hoppe højdespring i flop-stil.

79    Jeg har engang bidt en hest hårdt i øret, som spontan reaktion på, at den bed mig.

80    Jeg ved, at en blåhval er det største dyr, der nogensinde har levet.

81    Som lille dagdrømte jeg om at have min egen sabeltiger.

82    Jeg var vegetar et års tid, fordi jeg syntes, det var synd for dyrene,

83    men jeg begyndte at spise kød igen, fordi det smager så pokkers godt

84    Jeg ved faktisk ikke, om jeg er mest til katte eller hunde,

85    men jeg har alligevel ikke lyst til at påtage mig ansvar for et dyr lige nu

86    Jeg havde en gang en kælerotte, der hed Soya

87    Når den var udenfor sit bur, var dens yndlingsplads ovenpå ‘På sporet af den tabte tid’.

88    Jeg er certificeret hypnotisør

89    men bruger det kun til husbehov og ideudvikling

90    Jeg kan også lægge tarotkort

91    Det bruger jeg også kun til husbehov og ideudvikling

92    og så har jeg taget et diplomkursus i kreativitet og ideudvilking

93    men jeg får også mange af dem ... ideerne altså

94    Jeg har en lang liste af færdige ideer til bøger, der bare venter på at blive skrevet.

95    Men jeg har alligevel så pokkers svært ved den, jeg sidder med lige nu

96    Jeg bliver utrolig lykkelig, når nogen siger pæne ting om mig eller giver mig en gave.

97    Men jeg er nok ikke så god til at vise det.

98    Jeg har engang vundet 4000 kr. i lotto.

99    Og en købmandskurv.

100  Og jeg tog en gang min plydsabe med til banko. Den vandt fire pakker margarine som sidegevinst.