Mille

Venner 4ever

– At skrive om hjørner i en andens fortælleunivers

Udkommet 2009. DR. 104 sider. Bogen er usolgt fra forlaget. Enkelte resteksemplarer kan købes direkte gennem Mette. Klik her. 

En dag i december 2008 ringede Rikke Sommer fra DR. Hun ville gerne have mig til at skrive en bog til en serie, de var ved at lave. Jeg var en smule nølende, for jeg er jo forfatter for Søren. Jeg skal nok selv finde på mine ting, men jeg sagde ok til at se serien, og så sendte hun mig Mille. Jeg satte dvd’en på og faldt for den med det samme.

For det første synes jeg, det er ekstremt modigt at lade en af sine ‘hovedpersoner’ dø i allerførste afsnit. For det andet er jeg vild med den setting, det er lykkedes at skabe. Man kunne kalde det ‘White Trash-magi’ for Mille bor i en faldefærdig kaffebar, Tobias bor i en campingvogn på et bilværksted, der er ikke mange penge i deres liv, men alligevel er der en tone af sol og sommer over det hele midt i alle de svære ting, Mille går igennem.

Arbejdet med Mille blev utroligt spændende, fordi jeg var nødt til at forholde mig til de fakta, der var i serien, men samtidig prøvede at skabe mig et rum, hvor jeg selv kunne finde på og skrive, og jeg synes i al beskedenhed, at det er lykkedes ret godt. Jeg har dels valgt at skrive en del kapitler om Mille og Marie, der foregår før tv-serien, så læserne kan lære Marie og pigernes forhold bedre at kende, og så har jeg valgt at skrive de scener, der ikke er blevet plads til i tv-serien. Det er klart, at det f.eks. har været for dyrt for DR at producere hele den audition, de to piger går til. Derfor er den bare nævnt ganske kort i serien, men i bøger er der ikke noget, der hedder produktionsomkostninger. Jeg kan give den hele armen, og på den måde kan jeg bygge mere op i det allerede kendte univers ved at lukke de huller, der ikke har været råd til på tv. på samme  måde kommer læseren med til selve begravelsen … og testlæsere siger, der bør advares om stærk risiko for at begynde at tude en lille smule.