Den Grønne Ø 1  –  Smertensbarn
Udgivet på Gyldendal 2012. 264 sider.

Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at hvert eneste menneske, du nogensinde kom til at elske, ville blive taget fra dig?

Den grønne ø 1  –  Smertensbarn

Gyrith bor sammen med sine forældre i en lille by i vikingetidens Danmark. Hver sensommer sender man byens fornemmeste jomfru af sted på en form for åndelig rejse for at prise kælrlighedsgudinden Freja og igennem hende sikre byens fremtid. I år er det Gyriths tur, men noget går helt galt, og gudinden kaster en frygtelig forbandelse over hende: Freja vil tage alle, som Gyrith nogensinde kommer til at elske, fra hende. 

Truslen har ingen umiddelbar effekt på Gyrith, der drømmer og mere og andet end bare at blive gift. Men det går hurtigt op for hende, at kærligheden har mange ansigter, og at hun i høj grad har noget at miste. For hvad kommer der nu til at ske med hendes elskede bror? Med hendes bedste veninde? Og med hendes far og mor? Og hvad med den mystiske fyr, hun møder ude i skoven, der tænder helt nye og ukendte følelser i hende? 

Smertensbarn er første del i serien Den Grønne Ø.

 

Den Grønne Ø 2  –  Blodvarslet
Udgivet på Gyldendal 2013. 372 sider. 

Hvad gør man, når ens dødsfjende er en gud, der ikke kan dø? 

Den grønne ø 2 – Blodvarslet

Den grønne ø 2 – Blodvarslet

Gyrith kommer til Irland og begynder sammen med smedeslaven Kelt et liv på den mindre borg, hendes irske forældre ejer derovre. 
Hendes ankomst sætter hurtigt borgen på den anden ende, for som eneste ægte barn, tilfalder borgen den mand, der kommer til at ægte hende, og hun bliver ufrivilligt midtpunkt i et politisk spil. Hendes ankomst passer især hendes fætter Connor dårligt. Han har indtil nu haft den daglige drift af borgen og har taget for givet, han skulle overtage den med tiden. 

Der er dog mange andre, der har planer med stedet. Gyriths irske far ønsker at omdanne borgen til et kristent kloster, hendes reservebror Fionne, forelsker sig i hende af lige dele reel betagelse og nød, og hendes biologiske mor viser sig at være en elskelig, men smågal skabning, der har hemmelige orgier med en usynlig mand i sine drømme. 

Og over det hele svæver en kæmpestor ørn, der har fulgt Gyriths skib hele vejen fra Danmark. Kærlighedsgudinden Freja har ikke opgivet at få sin hævn. 

 

Interview med Mette om tankerne bar Smertensbarn

 

Hvordan fik du ideen til Smertensbarn?
To ting. For det første boede jeg og min mand og vores dengang 1-årige søn et år i udlandet. Vi boede bl.a. et halvt år i Irland, hvor vi så en del til den irske kultur, og hvordan deres land stadig er mærket af mødet med danske vikinger og landets kristning, der skete langt tidligere end i Danmark.. Det danske vikingeskib Havhingsten stod i Dublin, mens vi var der, og vi var rundt og se Tara og andre gamle keltiske knudepunkter. Den inspiration levede videre og blandede sig med en anden lidt mærkelig ting, nemlig:  

Da jeg gik på universitetet, skrev jeg en stor semesteropgave om vampyrens udvikling i litteraturen. Så selvfølgelig var jeg nødt til at læse Twilight ... men jeg skal skynde mig at sige, at jeg kun læste den første. 

Jeg synes, kærlighedshistorien i Twilight er virkelig, virkelig vellykket til sin målgruppe. Den er sød og intim og en lille smule fræk, og da jeg læste den, kom jeg til at tænke på bogen "Frontløberen," som var MIN ungdoms Twilight. Den handlede om en talentfuld løber, der blev boykottet fra OL, fordi han havde et homosexuelt forhold til sin ældre træner (og til sidst bliver han skudt). Jeg tror på, at der er et reelt behov for at sidde og teste og lege med sine rødmende teenagerfølelser uden at skulle dele dem med sine veninder eller sin mor. Og derfor er bøger generelt og Twilight god. Det er ok, at forelske sig lidt i Edward. Og så længe, man beholder det for sig selv, bliver man ikke til grin og kan øve sig lidt med at tumle følelsen.

Problemet med Twilght i mine øjne er bare, at Edward er ufattelig kedelig som vampyr. I de gamle vampyrbøger var vampyren farlig, og det store spørgsmål var, om han fortærede heltindends sjæl, når hun overgav sig til ham. Sådan er det på ingen måde med Twilight. Jeg tror aldrig på, at, Bellas sjæl er i fare. Det store spændingspunkt er ikke engang OM vampyren kysser hende, men hvornår han gør det. Det er ikke til at bære. Og på den måde lider vampyren som figur en trist, trist og tandløs skæbne. 

Smertensbarn handler på ingen måde om vampyrer, men Twilight gav mig lyst til at prøve kræfter med en kærlighedshistorie i et fantastisk univers, kombineret med, at pigens 'love interest' skulle være reelt farlig og ikke 'bare' en my little pony-vampyr, der glitrer i solen. 

(Og jeg håber virkelig, at alle Twilightfans, der læser dette kan tilgive mig, at jeg disser jeres yndlingsbog. Jeg synes som sagt, at flere elementer i den er misundelsesværdigt vellykkede, og jeg synes på ingen måde I er dumme, fordi I kan lide den!)

Hvor mange bind kommer der i serien? 
Jeg er lidt usikker. Der kommer 4, måske 5. Det kommer an på, hvor meget fortællingen griber om sig. Men jeg ved allerede nu, hvad hovedlinjerne i de kommende bind skal være, og jeg ved også  hvordan serien ca. skal slutte. Jeg siger det bare ikke til nogen. 

Hvornår kommer næste bind? 
Bare jeg kunne sige det. Jeg går meget snart i gang, og jeg GLÆDER mig til at skulle i gang. Men det tager lang tid at skrive en bog. Og når den er skrevet, skriver jeg den igennem igen mange, mange gange, før jeg slipper den løs i virkeligheden.  

Har du researchet meget om Vikingetiden?  Er Smertensbarn en historisk roman?
Jeg har researchet en del, og jeg har haft min gamle veninde, Alex Uth, der er reenactment-viking i sin sommerferie og både har fungeret som skjoldmø og farverkone, til at læse mit manus og rette de værste svipsere. Men Smertensbarn er ikke en historisk korrekt roman. Man kan ikke læse Smertensbarn og så tro, man nu ved lige præcis, hvad der foregår i vikingetiden, for der er også meget, jeg selv finder på undervejs. Man kan måske sige, bogen er skrevet i relativ vinkingetid. Gyriths by findes for eksempel ikke i virkeligheden, og byer på lige præcis den her størrelse var virkelig sjældne, hvis de overhovedet fandtes. 

Der findes romaner, hvor de historiske detaljer fylder så meget og er så præcise, at jeg synes, det bliver en hæmsko for historien. Pludselig kan det føles, som om man ikke læser en bog, men nærmere er på museuem, og som om det er detaljerne og ikke hovedpersonen, der har været vigtigst for forfatteren. Det er bagsiden af at researche til sine bøger. Det er fedt at bruge det som inspiration og til skelet for fortællingen, men man skal også vide, hvornår man skal stoppe igen. Der behøver ikke være plads til alt det, man har researchet i de bøger, man skriver. Jeg håber, jeg har fundet den rigtige balance i Smertensbarn, og at jeg ikke får alt for mange vikingeeksperter på nakken. 

Hvorfor er de nordiske guder anderledes, end de plejer at være?
For nogle år siden var jeg med til at ideudvikle på Jul I Valhal, julekalender for TV2 (sammen med Merlin Mann og Lene Kaaberbøl). Den endelige version af julekalenderen blev en del anderledes end vores oplæg, men jeg har det alligevel, som om, jeg har en aktie i, at de gamle guder er blevet enormt hyggelige og ufarlige stereotyper med årene. Thor er en bulderbasse, der drikker lidt for mange øl, og Loke er en luskefrans, men alligevel god nok på bunden. Freja er smuk og god og blid med et lille touch af temperament. Jeg har dårlig samvittighed på gudernes vegne. Jeg synes, jeg skyldte dem, at lave et eller andet, hvor de så at sige fik deres nosser tilbage: Hvor de er farlige, og man tilbeder dem af en helt konkret grund: Nemlig for at undgå, de dukker op og ødelægger liv og livsbetingelser for dem, man holder af.

Jeg ved godt, Freja generelt beskrives som blid og kærlig, og at mange gudefans vil have det mærkeligt med, at hun er skurken i min roman. Men er billedet af den evigt tilgivende Freja ikke en kristendomsgørelse af hende? Hvad nu hvis hun IKKE var sød og rar. Hvad nu, hvis det var bange mennesker, der beskrev hende som smuk og flink for at please hende? Det er den tanke, jeg leger med, og den synes jeg faktisk er ret spændende. 

Hvorfor snakker de så moderne i Smertensbarn? Sådan talte man da ikke i Vikingetiden?
Nej, man sagde nok ikke narrøv i Vikingetiden.  :-) Men det sjove er jo, at man heller ikke nødvendigvis sagde "Vær Hilset, Høvdingejomfu" eller '"Jeg ihukommer intet om en sådan aftale." Læserne og forfattere er bare ligesom blevet enige om, at det er 'den rigtige' måde, når man skriver fantasy eller mytiske fortællinger. 

Når jeg begynder på en roman, prøver jeg at give mig selv nogle udfordringer i skriveprocessen, og i Smertensbarn arbejder jeg en del med sproget og på bevdst at gøre det (mere) moderne. Jeg synes, det falske opstyltede sprog meget let bliver en klods om benet på personer og fortælling, og at det i det lys er bedre at gøre det tydeligt, at sproget netop ikke er autentisk i stedet for at lade, som om det er. En af pointerne i Smertensbarn er netop, at Gyrith slås med ting, som helt almindelige nutidige piger også slås med. Selvfølgelig havde man også kærestesorg og var angst eller lykkelig i vikingetiden. Og jeg tror faktisk også, at vikingepiger blev virkelig vrede og kaldte deres mor 'narrøv'. De brugte nok bare et vikingeord for det, som vi ikke længere kender til. 

Anmeldelser af Smertensbarn

For at sige det kort. Og kort er også vurderingen. 'Smertensbarn' er et brag af en bog! (...) Mette Finderups personer lever rigtigt denne gang. Nærmest rigeligt og med dobbelt bund. Og Gyrith er en tonstung hovedperson at bære videre på.
Mens alt dette sker er landsbyens mænd på togt, og det bliver ikke bedre, da de kommer hjem. 
Dette første bind slutter midt i en ny sørejse. Forud er gået et usædvanlig veldrejet plot, som veksler imellem rå action og en fin fornemmelse for stemninger og samvær. 
'Smertensbarn' indledes med et længere skænderi imellem Gyrith og hendes mor, der anslår tonen af hemmeligheder, anelser og vildskab. 
Sproget sprudler. Mette Finderup forsøger ikke at tale viking'sk. Hun introducerer også ordet 'narrøv'. Der er kun ganske lidt belæring. Hele historien stikker dybt. Også da loverboy Balder dukker sælsomt op i krattet. (Steffen Larsen, Politiken)

---------------------- 

Mette Finderups roman om vikingedatteren Gyrith er voldsom og fængslende. Meget hurtigt udvikler historien sig til at være en uhyggelig og mørk fortælling om den barkse gudinde Frejas hævn på den uhyrligt stædige 14-årige Gyrith. (....) Det er en vild, blodig og farlig fortælling, som hæver sig gevaldigt op over mængden af andre fantasyfortællinger. (Damian Arguimbau, Weekendavisen)

---------------------- 

Storlæsende piger fra 11 år vil sluge denne spændende roman fra vikingetiden. Den flotte forside går hånd i hånd med det lækre layout og den pirrende titel. (...) Den har det hele, denne første del i ny serie fra den kendte og populære forfatter: drama, kærlighed, en sej tøs i hovedrollen, et flydende og nutidigt sprog og overraskelser hele vejen igennem. (...) Gyrithe virker levende og nutidig i sin powerpige attitude, og hun er lige til at spejle sig i for målgruppen, som får rigtig meget nordisk gudetro og vikingestemning med i købet. (...) Bogen er rigtigt godt skruet sammen og det fra første side. En bog, man læser i et stræk, og som jeg kommer til at anbefale til rigtigt mange. (Uddrag fra Bibliotekernes lektørudtalelse)

---------------------- 

Litteratur bliver ofte negligeret, hvis det er plot-drevet eller skrevet til unge. Det er en fejl. For der er ikke nogen tvivl om, at værker som dette virkelig kan noget rent litterært. I dette værk bliver et skånselsløst drama oprullet for læseren i den ene knivskarpe sætning efter den anden og hvis man vil følge med tiden og med Mette Finderup, ja, så skal man ikke være alt for forstokket: Det er en roman der simultant er loyal overfor sin genre og samtidig udfordrer den. (Mette Christensen har skrevet en lang anmeldelse af den slags, en forfatter får våde drømme af at få, og som det er svært at skære i. Du kan læse den i hele sin længde på Littuna.dk)

---------------------- 

En virkelig god bog, skrevet med Mette Finderups altid gode, direkte og flydende sprog, og begivenhederne er beskrevet godt og detaljeret, uden på noget tidspunkt at blive kedelig.Vi ser frem til fortsættelsen. (Marianne Withen, Boghandleren på Godthåbsvej)

----------------------

Historien om Gyrith og de grumme guder minder på nogle punkter om Bella og Edward i Twilight-serien: Kærligheden er forbudt, men det bliver den kun endnu stærkere af. Mette Finderup skriver med mere kant. I hendes dystre kærlighedsfantasy er der tale om forelskelse, der kan ende rigtig galt. Jeg ser frem til, hvor galt det kommer til at gå i de næste bind. (Emil Blichfeldt, Weekendavisen)

----------------------

Gyrith er teenager på godt og ondt. Der er ikke den store forskel på de tanker og følelser, Gyrith tumler med i vikingetiden, og dem vi selv oplever i dag. Dette virker rigtig godt og på intet tidspunkt utroværdigt. Det gør bogen nærværende, realistisk og spændende og man lever sig virkelig ind i de smukke og detaljerede beskrivelser. Det er på mange måder en psykologisk roman, som er god til at vise flere synspunkter. Man får sympati med stort set alle af bogens karakterer, også i situationer hvor deres handlinger og mål er modstridende, fordi man får en forståelse for, hvorfor de tænker og handler som de gør. Det er rigtig flot skrevet(Boggnasker, der har bragt en meget lang anmeldelse. Læs den her)

----------------------

Virkelig en fremragende bog, som på trods af sin tidsalder, er skrevet i et ganske up-to-date sprog og dermed gør den frisk og fræk. Sproget er meget direkte og flyder let, og begivenhederne er beskrevet godt og detaljeret, uden på noget tidspunkt at blive kedelig. Jeg ser helt klart frem til fortsættelsen. (Rikke Andrup Jensen, Goodreads)

----------------------

En fantastisk bog, der fordeler kærlighed, lyst, sorg, familie og spænding. Jeg blev holdt til ilden og læste hen over hvert eneste punktum. Personerne er godt beskrevet, og specielt Gyriths tanker og handlinger overbeviste mig om, at hun er et levende og tænkende menneske. Ingen Mary Sue's her! Personerne har mange lag, og jeg følte altid, at jeg manglede et eller andet for at kunne regne dem ud. Tempoet er også rart at følge med i, uden at det bliver uinteressant. (Amalie Kejser-Nielsen, Facebook, Gyldendal Ung)

----------------------

Smertens barn, er en rigtig god og velskrevet ungdomsbog, der indeholder spænding, kærlighed og sorg. Gyrith og trekantsdramaet mellem den fremmede og en træl fra byen er forfriskende, og det er interessant, at man langsomt gennem bogen opbygger et større og større kendskab til mændene uden egentlig at finde ud af, hvem de i virkeligheden er (...)
Personligt har jeg en forkærlighed for den nordiske mytologi, og nyder derfor specielt meget at læse denne bog. Jeg ser med glæde frem til at følge Gyrith i de næste bøger, og er spændt på, hvilke problemer Gyrith render ind i, og hvordan hele hendes kærlighedshistorie ender. (Mia Smidt Clausen, Facebook, Gyldendal Ung)

----------------------

I nogle bøger er hovedpersonen så ekstremt god, sød og rar, at man ikke kan andet end at holde af dem. Sådan virker Gyrith ikke og især hendes meget firkantede syn på trælle fik mig til at føle uvilje over for hende. Men det var aldrig så meget, at jeg decideret ikke brød mig om hende, og jeg må erkende, at det på sin vis giver karakteren ekstra dybde, at hun også har en side, man ikke holder så meget af (Kirstine Moser Bøhme, Facebook, Gyldendal Ung)

----------------------

Mette Finderup har skrevet en anderledes vikingebog. Gyrith prøver på at finde sin plads i verden. Det er ikke let. I sær ikke når man er egenrådig og har sin egen ide om, hvordan det hele skal være. Gyrith er så stædig og egenrådig, at man skiftetvis er irriteret på hende, eller synes hun er sej. 
Guderne i bogen er frygtindgydende og ikke særlig rare. Det er forfriskende og giver historien drama og kant. Det kan jeg lide!
Og så er der kærligheden. Den flotte fremmede i skoven som får Gyriths hjerte til at banke… Men måske er det ikke et helt ufarligt bekendtskab? 
Mette Finderups serie Den grønne ø kommer godt fra start. Jeg glæder mig til at læse bind to, der efter planen udkommer næste år. (Rikke Dyrhave Nissen på Æseløre.dk)